 |
Racen
Dansk Simmental er én blandt mange kødkvægracer, men en race med mange kvaliteter. Den stammer fra Simmerdalen i Berner Oberland i Schweiz. I dag er racen spredt ud over hele verden, fordi den har væsentlige værdier både med hensyn til kødkvalitet og mælkeproduktion. Det danske avlsarbejde fokuserer dog udelukkende på kødproduktion.
Dyrenes forhold
Vi har en 'fast stab' af ammekøer, der hvert forår og forsommer får en kalv. Kalvene går sammen med deres mor hele sommeren, hvor de ammer deres mor og spiser græs. Hen på efteråret får de gradvis tilbudt økologisk kraftfoder og korn, så de langsomt vænnes fra amningen og kan blive fedet op til slagtning, som sker i ca. 10-12 måneders alderen.
Omkring 1. december tages alle dyrene på stald. Da er det som regel blevet så koldt, at græsset ikke længere gror. På stald får køer og kalve korn, roer, kraftfoder, halm og hø efter en fastlagt foderplan.
Kalve og køer er i stalden sat hver for sig, da nogle af køerne nu skal til at kælve den næste kalv. Kalvene går i løsdrift.
Der bruges aldrig forebyggende medicin i foderet. Dyrlæge bruges i meget begrænset omfang.
Insemineringen af køerne sker i løbet af sommeren, da der går en tyr sammen med køerne hele sommeren.
Ca. 1. maj, når græsset er i god vækst, kommer køer og kalve ud på græs igen.
Slagtning
Når kalvene skal slagtes, sendes de om mandagen med en vognmand til et lille slagteri i Naur ved Vemb i Vestjylland. (Ni ansatte)
Her slagtes kalvene under dyrlægekontrol. Derefter skal kødet modnes på den optimale måde: 1 dag i u-kølet kølehus for at starte modningen og derefter modning i kølehus i 9 dage. Fredag parteres kødet (se Hvad køber du), pakkes og afhentes af mig.
Efter afhentningen på slagteriet, køres kødet direkte til kunderne samme dag. Det giver dig mulighed for hurtigt at dele eller pakke kødet om, inden det lægges i fryser.
Kødet bliver leveret i plastemballage, hvor der på det enkelte stykke kød er skrevet navn, så man kan kende de enkelte kødstykker. |